Krydderurtehave – forhave med liv i

Krydderurtehaven kommer til at ligge, så det også bliver vores forhave. En have man går igennem på vej hen mod hoveddøren, året rundt. Så udover at producere friske krydderurter tæt på køkkenet, skal den være smuk og indbydende. Den skal også være en opholdshave. Haven er ikke ret stor og er det eneste husnære areal vest for huset, så her er god grund til at bruge pladsen godt. Eftermiddags- og aftensol kan man aldrig få for meget af. Her skal være dufte og farver fra krydderurterne, svirren af sommerfugle og bier. Sol og sommer. Om vinteren skal der være noget grønt, der også gør haven fin at færdes igennem på en decemberdag.
Lige nu drømmer jeg allermest om rosenbuske, rosmarin, salvie, og purløg lige uden for min dør og lige ved siden af min sti og min lille aftenspiseplads. Så er det vel bare at gå i gang! 

22. november 2010.  Fælles haveprojekt

Vores naboer har en stribe jord på 4-5 meter, der ligger nord for deres hus af røde teglsten. Arealet har hidtil kun haft begrænset funktion. Her har været opbevaret lidt brænde og en stige. Resten har været udlagt i mos, som den samme stribe her på vores matrikel også har været. På den måde var der ikke så meget at tabe, ved at ændre det. Dorte drømmer om at have blomster at plukke ind. Hun synes at hjemmelavede buketter er meget smukkere end købebuketter. Det er de også, man skal jo bare have noget at plukke af, ellers er det svært at trylle. Vores forslag om at etablere en lille have på tværs af skellet, hvor vi gensidigt kan bruge et lille stykke af hinandens haver med dobbelt gevinst til begge, blev straks accepteret.

 


Kaffe sammen eller hver for sig?

Det er blevet til en lille have, der krydser skellene nogenlunde lige meget. En lille græssti binder den lille have sammen, fra matrikel til matrikel. Inderst mod naboerne er en lille terrasse, som spiller en slags hovedrolle i haven, det er den stierne går hen til og herfra har man udsyn over den lille have. Terrassen fanger den sene eftermiddagssol og aftensolen i højsommeren. Her kan vi drikke kaffe enten hver for sig eller sammen. Haven er nemlig bygget op med en knækket sti, så man sidder ugenert i haven. Haven er en blomsterhave, med forskelligt indhold alt efter hvor skygget eller solbeskinnet havens enkelte dele er. Længst inde i skyggen af Mads og Dortes hus lever således de mest frodige, bladstauder og stauder med hvide blomster. De lyser op i skyggen. Længere ude gror flere blomstrende stauder og græsser i rosa, lilla og hvidt. Her er plantet arvestykker, delte stauder fra andre dele af haven og her er suppleret med lidt nyt.

Hvad hække kan

Da bøgen blev frigivet til plantning hen i november, havde vi fælles plantedag. Vi plantede nye bøgehække vinkelret på naboernes hus. De rammer det lille nye haverum ind. Desuden plantede vi andre vinkelrette hække ud fra Mads og Dortes hus, så endnu et lille rum opstod på deres lod, langs med huset. På resten af strækningen satte vi en ny bøgehæk i skel. Og så stod den der – den lille haveplan, mejslet i bøg, græs og bede! Det er og bliver en aha-oplevelse, uanset hvor prøvet eller uprøvet en haveskaber man er. Det er bare det hele værd.

Tilbage til Havenyt                                  Læs mere