Tips til køkkenhaven

Havekonsulenten foreslår en siddeplads i den dekorative nyttehave.

Lav en sædskifteplan

De første år med en ny køkken-
have, går det som oftest fint med at dyrke grøntsager. Men efter nogle år kan der opstå vanskeligheder med at få grøntsagerne til at trives, hvis den samme slags grøntsag bliver dyrket i den samme jord for tit. Særlig problematisk er det for kartofter og kål, men også for gulerødder, bønner og mange andre. Derfor er det yderst vigtigt fra starten at så efter en god sædskifteplan, der holder styr på, hvor de forskellige grøntsager kan vokse i forhold til hinanden og hvordan de skal skifte plads år for år. Dyrker du dine grøntsager efter en god sædskifteplan i en godt placeret køkkenhave, kan du have frodige urtebede samme sted igennem mange år.

Undgå kartoffelskimmel med forspirede kartofler

Sæt sundhedskontrollerede læggekartofler til forspiring i flade kasser et lyst sted inden døre 3-4 uger, før du lægger kartoflerne i køkkenhaven i april eller først i maj. Så er kartoflerne store nok, når kartoffelskimlen viser sig som pletter på bladene, som regel sidst i juli eller først i august. Toppen kan nu fjernes, så skimlen ikke smitter knoldene nede i jorden. Det sker lettest ved at stille dig med fødderne ovenpå kartoflerne, så toppen kan rykkes af, uden at knoldene følger med. Kartoffelknoldene kan nu blive i jorden, til du graver dem op i september eller oktober.

Forebyg orm i gulerødderne

Vent med at så dine gulerødder til sidst i maj eller først i juni, så undgår du den frøste generation af gulerodsfluelarver i dine gulerødder. Vand i sårillen og gulerødderne vil spire hurtigt. Du skal så gulerødderne tyndt ud eller huske at tynde planterne til 1-2 cms afstand, mens planterne er små. Resultatet er flotte gulerødder næsten uden orm i september måned.

 

 

Sæt løg tidligt

Det er lettest at dyrke løg ved at købe små sætteløg og sætte dem i køkkenhaven i april eller først i maj, så snart jorden er bekvem at arbejde i. Ved at sætte løgene tidligt, er de klar til høst først i august. I denne periode er vejret tit tørt og solrigt og det er nemmere at få løgene tørret godt, så de kan holde sig vinteren igennem. Husk at løgene skal tørre med toppen på for at kunne holde sig.

Undgå porremøl - plant porrer til Grundlovsdag

Har du ofte problemer med at dine porrer får et laset udseende med blade, der er mineret af små larver, kan du få flotte porrer igen, ved at vente med at plante porrerne ud til Grundlovsdag d. 5. juni. Skaden på porrebladene skyldes larver fra porremøllet, som til grundlovsdag er færdig med at lægge sine æg på porreplanterne. Du snyder altså porremøllet ved at vente med udplantningen. Succes med metoden forudsætter, at der ikke er overvintrede porrer i nærheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

     Havetips