November 2012. Æbletræer på plads i gårdhaven

Så kom bøgehækkene og æbletræerne på plads i gårdhaven. Træerne spænder rummet ud i en trekant fra den yderste højre side, ind mod fælleshaven mod naboerne, til et træ der afslutter i højden i den modsatte side. På den måde understreges rummet, men indrammer også havens "ydre rum" med udsigten ned i skovbrynshegnet bagerst i haven. Det tredje træ danner en flot skulptur inde i rummet og skaber miljø over og omkring stauderne. Alle tre træer, - snakker de, som sagt - sammen, og danner helhed i højden i gårdrummet. Æbletræerne skal efterhånden stammes op, så der er gode udsigter under træernes kroner, fra havestuen og fra stuens store vinduer. Yderst er udsigten indrammet af bøgehække fra de to sider, så de indrammer en udsigt på ca. 4 meter i midten. I bunden afslutter en bred lavendelhæk haven ud mod græsplænen.

Æbletræer som prydtræer

Der findes smukke tjørnetræer, paradisæbler, bærmispler osv. som er rigtig gode prydtræer i mindre haver. I forhaven, i havens kant, som lunde osv. En anden lidt overset mulighed er at bruge rigtige frugttræer som prydtræer. Især æbletræer er rigtig smukke og skulpturelle træer, som har den ekstra dimension, at de også giver frugt. Hvad der er det rigtig valg på det enkelte sted afhænger af idéen med plantningen. Er idéen at samle forhaven i et enkelt udtryk, er de mere ens træer den gode idé. Men ønsker man en lund i haven, kan frugttræer bruges på en god måde. At de ikke vokser nøjagtigt ens, er så ikke et problem. Et æbletræ er nemlig ikke blot et æbletræ. Nogle sorter bliver store og kraftige, som 'Bramley Seedling' og Belle de Boskoop', andre bliver lidt mindre, som f.eks. 'Holsteiner Cox', som dog også er et kraftigt


voksende træ. Andre træer bliver meget mindre som sommeræblet 'Discovery'. Og endelig varierer de i størrelse efter, hvilke grundstammer de er podet på. Dog slår det genetiske materiale igennem, så de mest kraftigtvoksende stadig er mere større end de svagtvoksende. Store træer fra gamle frugthaver er som regel podet på frøstammer.

22.juni 2012. Dele-haven udvikler sig

Den lille have vi deler med vores naboer, på tværs og vinkelret på skellet er ved at vokse til. Hækkene markerer haven i siderne og stien zigzagger sig gennem haven ind til terrassen. I skyggen, tættest på nabohuset gror storrodet storkenæb, hosta og løvefod og masser af vintergækker. Til den lille terrasse har vi købt et fælles sæt havemøbler, i ganske uformel caféstil. Til uformelle kopper kaffe.

Tilbage til Havenyt                                  Læs mere..